Billedet på sidehoved

Ferritslev Friskole

Lundsbjergvej 42

5863 Ferritslev Fyn

 

6598 1598

[email protected]

Beskrivelse af skolen

 

Alle skoledage starter med vores fælles læsebånd. Herefter har vi morgensang, hvor salmer, børnesange, fortællinger og fadervor indgår . Vi har en stærk tro på, at en fælles start på dagen, er vigtig for børnenes oplevelse af det store fællesskab på skole.

Skoledagen på en friskole

Skoledagen er præget af, at vi har de gængse fag, men også af at vi har fag, man kun finder i friskolen. Vi har fællestimer, obligatorisk kor arbejde, fortælleundervisning og emnefag (praktisk-musiske fag som f. eks. smykkefremstilling og rytmisk sammenspil).
Vi kan godt lide at sætte ord, musik og kropsligt udtryk sammen i forskellige dramatiske sammenhænge, som f. eks. en musical.

Dansk et grundfag

Desuden har vi altid vægtet faget dansk højt, da vi mener, at lige netop dette fag bør have ekstra vægt i fagrækken. Det vil sige, at børnene har flere timer og flere fællesemner indenfor dette fagområde, end de resterende. Det er for vores skole et grundfag, og formålet med undervisningen er, at børnene udvikler deres modersmål, så de opnår en glæde ved at bruge deres færdigheder i dansk i et godt og alsidigt sprogbrug.

Læsning

På Ferritslev Friskole har vi sat ekstra fokus på læsning, og vi har derfor indført et fast læsebånd på 20 min. fra mandag til torsdag for alle klasser. Fredag starter skoledagen med fortælling og morgensang. Vi arbejder også med en målrettet indsats for de svageste elever i klasserne fra 1. til 3. klasse i læsning og matematik, og vi er påbegyndt en proces for, at styrke de stærkeste elever.

Vores bestræbelser

Vi bestræber os meget på:

  • At gøre hver dag til en god dag for børnene, så de bibeholder deres lyst til at lære.
  • At samværet med ens kammerater er et  vigtigt samvær(d).
    ”Frihed til forskellighed” skal være noget af det, de har med i ”rygsækken” fra vores skole.
  • At fastholde en tæt kontakt til forældrene.
  • At frigøre barnet fra vanetænkning og lade det at udtrykke sig musisk, kropsligt eller billedligt.
  • At håndens og åndens arbejde er ligeværdige. 

Det pædagogiske arbejde og lejrture

I de sammenhænge, hvor det pædagogisk er en god idé, vil der ske et samarbejde på tværs af klasserne. Vi mener, det er vigtigt, at klasserne åbner sig og finder kammeratskab og fagligt samarbejde i andre klasser. Det er bl.a. også grunden til, at vi tager meget på lejrskoler. Hvert år tager vi klassevis på en ”lille” lejrtur, der foregår sammen med en anden klasse. Turene går til nærområdet og er ofte ture, der foregår lidt primitivt og ofte i hytte eller telt og på cykel.

6. og 9. klasse er hvert år på henholdsvis på Bornholm og på en udenlandstur. Hvert fjerde eller femte år tager hele skolen på en ”stor” lejrtur, og i øjeblikket foregår det på Stevningshus ved Åbenraa. Stevninghus er en stor spejderlejr, der ligger midt i et 75 ha stort naturområde.                                  

Udover disse ture kan forældre, lærere og børn altid komme med forslag, til andre ture.

Ferritslev Friskole´s samarbejde eksternt og internt

Ferritslev Friskole har samarbejde med de andre friskoler i kommunen, men vi har også et fint samarbejde med kommunen og de lokale institutioner. Vi deltager i de kommunale samarbejder, der gør, at de kommunale tilbud, som f.eks. musikskole, skolefritidsordning og andet også kan tilbydes på vores skole. Desuden er vi tilknyttet PPR i kommunen, det betyder, at hvis vi får brug for eksperthjælp indenfor det psykologiske område, kan vi henvende os der.

Ferritslev Friskole har desuden en børnehave med plads til 30 børn.

Skolepenge

En friskole er en betalingsskole, som kun delvis finansieres af det offentlige. Niveauet for skolepenge kan ses på skolens forside. For familier med lav husstandsindkomst er der mulighed for at søge friplads. Det vil sige, at man får et mindre tilskud til skolepengene fra staten.

Nye familier

Nye familier, der har lyst til at se skolen, er meget velkommen og vil få en rundvisning og en skolesnak.
Vi arbejder med en venteliste således, at de børn, der først bliver skrevet op, også er dem, der starter.